23948sdkhjf

Rekordmange tomme flasker og dåser genanvendes

På baggrund af den markante vækst udvider Dansk Retursystem nu kapaciteten og bygger en ny fabrik.
Dansk Retursystems årsrapport for 2017 er netop offentliggjort, og den byder på flere nye rekorder i klimaets navn.

Sidste år leverede danskerne hele 1,2 milliarder emballager med pant tilbage - det største antal nogensinde.

Det skyldes en stigning i mængden af returemballage på 4 pct. kombineret med, at det er lykkedes at fastholde den høje returprocent på 90 pct.

Det fortæller Dansk Retursystem i en pressemeddelelse.

- Det er tredje år i træk, vi oplever denne høje returprocent, og for mig vidner det om, at vi i Danmark har et pantsystem, som befolkningen bakker op om. Det er en fælles indsats, som er til gavn for miljøet og for klimaet, siger administrerende direktør, Lars Krejberg Petersen, som er yderst tilfreds med de mange mængder, der afleveres tilbage.

Den cirkulære økonomiske model, som det danske pantsystem bygger på, sikrer, at flasker og dåser genanvendes og kommer tilbage som nye drikke- og fødevareemballager.

Ved at genanvende reduceres forbruget af jordens råstoffer, naturen skånes, og så har det danske pantsystem også en direkte effekt på klimaet. I 2017 var CO2-besparelsen 114.000 tons.

Parat til næste skridt
Siden engangsemballagen i 2002 gjorde sit indtog på det danske marked, er mængden af engangsemballager med pant, der bliver sendt retur, steget fra 41,2 millioner det første år til 1,2 milliarder sidste år.

Virksomheden har derfor også konstant fokus på effektivisering, men mængderne har med tiden givet pladsproblemer, og virksomheden står nu over for at skulle bygge en ny fabrik i Høje Taastrup.

- Vi har kontinuerligt effektiviseret systemet for at kunne følge med. F.eks. bliver både dåser og plastikflasker i dag mast ude i butikkerne, inden vi henter dem. Det sparer både fragt, og dermed CO2 samt sorteringskapacitet på fabrikkerne. Det er nogle af de teknikker og erfaringer, vi bygger videre på, når vi tager næste skridt mod en endnu mere grøn og moderne virksomhed, siger Lars Krejberg Petersen.

Med den nye fabrik følger også helt ny teknologi og robotter. Derfor er Dansk Retursystem også for længst gået i gang med at opgradere kompetencerne hos deres ansatte.

Byggeriet af den nye fabrik begynder i sensommeren 2018.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11